Gå til hovedindhold

Dit barns udvikling og trivsel

Vi har fokus på dit barns udvikling og trivsel hver dag, og vi arbejder løbende med at udvikle vores pædagogiske praksis.

En flok børn kryber hen ad gulv i motorikrum

Indhold

    I Frederiksbjerg Dagtilbud er det vores mål at skabe sunde, glade børn, der trives og udvikler sig. Vi gør os umage i mødet med børnene. Vi ønsker, at børnene skal være aktive medskabere af egen læring og udvikling – og for os er det en forudsætning, at rammer og rutiner er trygge, tillidsfulde og genkendelige.

    Fællesskab og leg er det grundlæggende i vores pædagogiske praksis. Det er det, der er så unikt ved muligheden for at være i vuggestue og børnehave: Det enkelte barn har uanede muligheder for at udvikle sig som individ i relation til andre og med legen som det bærende.

    Vi fokuserer på at skabe et godt pædagogisk læringsmiljø, og derfor arbejder vi med etablering af forskellige læringsrum – hvordan læringsrummene ændrer sig over dagen og hvordan medarbejdernes roller hermed også ændrer sig over dagen. Dagtilbuddets medarbejdere er nærværende, følelsesmæssigt tilgængelige og har fokus på at skabe tryghed for alle børn. Vi arbejder med børnefællesskaber af forskellig størrelse og medarbejdernes positionering gennem dagen.

    En stor del af børnenes læreprocesser foregår i dagligdagens rutiner. Her fokuserer vi på tydelige og genkendelige rammer, så børnene oplever støtte til deltagelse, mestring og selvhjulpenhed – både via forudsigelige rammer og medarbejdere, som guider og understøtter børnene i deres læring i at mestre det næste (skridt).

    Læs mere om dit barns udvikling og trivsel

    I Frederiksbjerg Dagtilbud arbejder vi ud fra en fælles pædagogisk læreplan, der er grundlaget for vores arbejde med dagtilbuddets børn. Læreplanen er dynamisk, og vi justerer den derfor løbende. Se den seneste udgave herunder.

    I vores arbejde med de seks læreplanstemaer bruger vi Tegn på læring som arbejdsredskab.  

    Tegn på læring giver os en ramme, hvor vi har fokus på etablering af et pædagogisk læringsmiljø hele dagen. Det understøtter samtidigt sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring – dette ved at sætte mål for læringsmiljøet og formulere tegn for børnenes læring. Tegn på læring som ramme understøtter desuden en evalueringskultur i dagtilbuddet.

     Læs om de seks læreplanstemaer på EMU – Danmarks læringsportal 

     Læs om Tegn på læring på Danmarks Evalueringsinstituts hjemmeside

    Vi har i Frederiksbjerg Dagtilbud ansat en pædagogisk vejleder.

    Hun varetager særligt opgaver inden for inklusion og børn i udsatte positioner. Vi ønsker en fælles retning for arbejdet med inklusion og at videreudvikle og kvalificere medarbejdernes pædagogiske arbejde med børn i udsatte positioner i dagtilbuddet.

    Den pædagogiske vejleder kommer i alle otte afdelinger for, i samarbejde med dagtilbuddets øvrige medarbejdere, at vejlede, understøtte og optimere vores pædagogiske praksis og læringsmiljø.

    Vi tilbyder dagtilbuddets medarbejdere kurser, der kan udvikle dem fagligt til gavn for arbejdet med børnenes udvikling og trivsel. Fx afholder dagtilbuddet hvert år et fælles forårskursus, hvor fastansatte pædagoger, pædagogiske assistenter og erfarne pædagogmedhjælpere er på kursus med et relevant tema i to dage. Inden for de seneste tre år har alle fastansatte pædagoger, pædagogiske assistenter og erfarne pædagogmedhjælpere desuden deltaget i projektforløbet Robusthed og vedholdenhed, der tager udgangspunkt i strategien Tidlig indsats.   

    Læs om Robusthed og vedholdenhed på Aarhus Kommunes hjemmeside

    Forskellige arbejdsgrupper på tværs af afdelingerne i dagtilbuddet er også med til at sikre den faglige udvikling. Vi har fx arbejdsgrupper med fokus på:

    • den pædagogiske læreplan
    • studerende i praktik
    • sproglig udvikling
    • køkkener og kost

    Aarhus Kommune fører tilsyn med vores og de øvrige dagtilbud i kommunen.

    Her kan du læse om vores særlige opmærksomhedspunkter i tilsynet indtil videre. Du kan også læse hvordan vi arbejder med opmærksomhedspunkterne i tilsynet frem mod det nye uvildige tilsyn.

    Her finder I en opsamling på det hidtidige tilsyn i Frederiksbjerg Dagtilbud. Opsamlingen er udarbejdet af dagtilbudsledelsen og en konsulent fra Børn og Unges forvaltning og er en del af det samlede arbejde med vurderingen af kvaliteten i Aarhus Kommunes dagtilbud. Opsamlingen redegør for arbejdet med kvaliteten i dagtilbuddet. Det næste uvildige tilsyn gennemføres i perioden marts-juli 2025. Der arbejdes og føres løbende tilsyn med kvaliteten i dagtilbuddet i ledelseslinjen.



    Sidst opdateret: 12. april 2024