Gå til hovedindhold

Børnehuset Jægergårdsgade

Vi er en integreret institution med naturbørnehave, der vægter børnefællesskaber på tværs af alder højt og sikrer en blid overgang fra vuggestue til børnehave.

Børn kravler op ad skrænt i skoven og undersøger naturen
  • Læs op

Indhold

    Børnehuset Jægergårdsgade er en integreret institution, hvor børnehaven er en naturbørnehave, der fire dage om ugen kører til Peter Sabroes Minde i Hørhaven, tæt ved skov og strand. Det betyder, at vuggestuebørnene har et stort hus at være i – et hus med gruppe- og funktionsrum.


    Kendetegnende for vores hus:

    • Overgangen fra vuggestue til børnehave sker blidt, da de ældste vuggestuebørn er med i Peter Sabroes Minde en dag om ugen
    • Børnehavebørnene følger årstidernes og vejrets skiften tæt i skoven
    • Vi vægter børnefællesskaber på tværs af alder højt, hvilket kommer til udtryk med rummelige børn, der viser respekt for og accept af hinanden. Vi understøtter dette fællesskab gennem fællessang hver fredag
    • Vi har robuste børn, der har et godt kendskab og udviser tillid til hinanden på tværs af grupperne
    • Vi møder børnene, hvor de er, og sikrer at de føler sig set og hørt
    • I vuggestuen lægger vi vægt på en sund og varieret kost. Børnene møder forskellige smage og konsistenser og opbygger madmod gennem dette

    Besøg os

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Børnehuset Jægergårdsgade ligger inde i gården ved nummer 68 og er en del af en tidligere biograf. Døren ind til selve børnehuset finder du ved at gå gennem vores legeplads og tage trappen op på 1. sal.

    Børnehavegruppen kører med bus til og fra Peter Sabroes Minde i Hørhaven (på Ørneredevej 23, 8270 Højbjerg), mandag til torsdag hver uge. 

    Vores to matrikler giver god plads til både vuggestuebørnene og børnehavebørnene.

    Børnehavebørnene er ude året rundt og møder krible-krabledyr, skov, strand og bål. Området ved Peter Sabroes Minde nær skov og strand rummer uendeligt mange muligheder for leg, samvær og undersøgelse af naturen.

    Vuggestuebørnene og de ældste børnehavebørn tager på ture til byens parker, legepladser, Dokk1, ARoS, torvet og hvad byen ellers byder på.

    Vi er cirka 85 børn i alderen 0-6 år. Det varierer hen over året, hvor mange børn der er i henholdsvis vuggestuegrupperne og børnehavegruppen.

    Vi er 15 pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, en køkkenleder, en praktisk hjælper i køkkenet og en pædagogisk leder.

    Vuggestuen er delt op i tre grupper, der bruger hele huset, mens børnehavegruppen er i skoven. Bussen til skoven kører klokken 9 og vender tilbage klokken 15.

    De ældste vuggestuebørn kører med i skoven en dag om ugen i tiden op til skift fra vuggestue til børnehave.

    Børnehaven er en stor gruppe, der deler sig op i tre mindre grupper efter alder afhængigt af den givne aktivitet. Vi kalder grupperne rød, gul og grøn. Grøn gruppe er de ældste børn, og de har en dag om ugen, hvor de bliver hjemme i huset på Jægergårdsgade og arbejder med skoleparathed.

    Ud over stuerne har vi et kreativt værksted, et lille hyggerum og et motorikrum.

    Både vuggestuegrupperne og børnehavegruppen holder morgensamling hver dag. Vi arbejder med visuelle støttesystemer, som støtter børnene til at få overblik.

    Vi har forskellige traditioner og fejrer Børnehuset Jægergårdsgades fødselsdag den fredag, der ligger tættest på den 1. september, med besøg af en tryllekunstner eller andet.

    Voksen og børnehavebørn undersøger ting fra naturen

    Frokost

    I Børnehuset Jægergårdsgade har forældrene (ved afstemning) valgt, at vuggestuebørnene skal have et forældrebetalt frokostmåltid, som bliver tilberedt i vuggestuens køkken. Vi er vilde med mad uden kemi, og maden vi serverer for vuggestuebørnene er 90-100 % økologisk. 

    Børnehavebørnene, der kører ud i naturen ved Peter Sabroes Minde mandag-torsdag, har madpakker med hver dag.





    Du er som forælder med til at bestemme
    , om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om børnene skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Det gode fælles måltid skal i Frederiksbjerg Dagtilbud danne rammen om hygge, samvær og fællesskab, skabe madmod og maddannelse – og give barnet en forståelse for en god og sund madkultur. Det gode fælles måltid handler for os om god stemning ved bordet og omkring det fælles måltid og om et appetitligt fælles måltid med fokus på madmod og maddannelse. Læs mere i PDF'en herunder.

     

    Børnehavens børn spiser madpakker på en bænk i Hørhaven

    Eftermiddagsmad

    Om eftermiddagen får vuggestuebørnene i Børnehuset Jægergårdsgade brød og frugt, som vores køkken laver til dem. Det er en forældrebetalt ordning, som du som forælder kan melde dig til. Det er børnehusets forældreråd, der administrerer ordningen.

    Børnehavebørnene har en lille frugtmadpakke med hjemmefra, som de spiser, inden vi kører med bussen hjem fra Peter Sabroes Minde om eftermiddagen.

     

    Kost og sikkerhed

    I hele Frederiksbjerg Dagtilbud er vi naturligvis opmærksomme på sikkerhed i forbindelse med mad og måltider. Vi har formuleret en retningslinje for kost og sikkerhed i dagtilbuddet. Du kan læse retningslinjen i PDF'en herunder. 

     

    Frokost fra køkkenet – flot pyntet øllebrød med lækkert tilbehør

    Når dit barn starter hos os

    Vi tager udgangspunkt i dit barns basale behov, når dit barn starter hos os. Vi vægter en god opstart med tryghed for både barnet og dig som forælder, hvilket vi sikrer os gennem en forventningsafstemning mellem dig og barnets kontaktpædagog.

    Både ved opstart i vuggestue og børnehave forventer vi, at du bliver en stund hos os sammen med barnet. Hvor længe du skal blive afhænger af barnets behov – det aftaler du med barnets kontaktpædagog.

    Inden opstart modtager du velkomstmateriale i en mail fra den pædagogiske leder.

    Mere om samarbejde med forældre

    Under Fælles i dagtilbuddet > Samarbejde med forældre kan du læse meget mere om samarbejdet mellem vuggestue/børnehave og hjem. Du kan blandt andet læse om samtaler og møder, forældreråd, bestyrelse og forældretilfredshed.

    Samarbejde med forældre

    Du kan læse, hvordan vi arbejder med dit barns udvikling, trivsel, dannelse og læring i hele Frederiksbjerg Dagtilbud under Fælles i dagtilbuddet > Dit barns udvikling og trivsel

    Dit barns udvikling og trivsel

     

    Sidst opdateret: 7. november 2023