Gå til hovedindhold

Børnehaven Guldbryllupsasylet

Vores børnehave ligger i et fantastisk gammelt hus, hvor høj faglighed med fokus på det enkelte barn, børnefællesskaber og inddragelse af børnenes perspektiver er centralt i vores hverdag

Tre børn er i gang med at bage og putter ingredienser i skåle

Indhold

    Børnehaven Guldbryllupsasylet er et fantastisk gammelt hus, hvor børn har sat deres spor i over hundrede år. Vi er et finurligt og skævt hus med en masse krummelurer og krinkelkroge – og æstetisk er vi meget bevidste om, at dette er "børnenes hus", så der er altid en masse spor fra vores børn.

    Det, der virkelig kendetegner Børnehaven Guldbryllupsasylet, er, at der er høj faglighed med fokus på det enkelte barn. Vi er optagede af at sikre gode læringsmiljøer, som understøtter barnets udvikling, læring, trivsel og dannelse. Vi ønsker at understøtte vores børn i at kunne indgå i forpligtende fællesskaber. Vi ønsker, at vores børn forstår, at de med hver deres små personligheder er en vigtig del af, at vores fællesskab fungerer. Vi tager hensyn og giver plads. Alle er forskellige, og derfor kræver det noget forskelligt af alle vores børn at indgå i et fællesskab. Vi ønsker, at vores børn lærer, at alle øver sig på forskellige ting, og derfor øver de sig i at vise hensyn.

    Inddragelsen af børnenes perspektiver er en kæmpe del af hverdagen i vores børnehave, da det fremmer børnenes forståelse af fællesskab og følelsen af at være en del af et fællesskab. Vores hus har højt til loftet, og vi kan rumme og varetage børns forskelligheder. Vi tilgodeser børnenes behov i hverdagen og får det implementeret i dagligdagen som en selvfølgelighed.

    I medarbejdergruppen arbejder vi professionelt og åbent – og sætter en dyd i at have en gennemsigtig pædagogik. Vi er en medarbejdergruppe, der virkelig forstår at spille hinanden gode og som arbejder bevidst med faglig udvikling og dygtiggør os. Vi ønsker et tæt samarbejde med dig som forælder og stræber efter åbenhed og gennemsigtighed i vores samarbejde om dit barn, så du altid ved, hvad vi er optagede af med hensyn til netop dit barn.

    Besøg os

    Sådan ser her ud

    Sommerstemning på børnehavens legeplads
    Kreativ stund indenfor på en af børnehavens stuer
    Glimt af legepladsen med rutsjebane og kuperet terræn

      Børnehaven Guldbryllupsasylet ligger i Aarhus midtby i bydelen Frederiksbjerg. Vi er et gammelt, men meget smukt, hus opført i 1896.

      Vi er omgivet af flotte karreer, og vores legeplads er dejligt stor og med skønne træer, buske og blomster.

      Vores hus er i to plan, hvor der i stueetagen er tre stuer, puderum, køkken og personalekontor. I 2017 har vores hus fået indvendige forbedringer i form af lydisolerende materiale på væggene og i lofterne. Ligeledes har vi fået udskiftet vores gulv i underetagen. I 2013 blev 1. sal totalrenoveret, og der har vi en fælles stue (fællesrum) samt afdeling for medarbejdere og kontor.

      Fællesrummet på 1. sal bruger vi til at arbejde med mindre grupper – blandt andet med relationslege/legescript. Vi bruger også rummet til krops- og bevægelseslege. Hver stue har mulighed for at bruge rummet en gang om ugen. "Klubben" (de kommende skolebørn) bruger fællesrummet en gang om ugen, hvor de er sammen og laver aktiviteter på tværs.

      Vores skønne hus er fyldt med små og hyggelige kroge, og der er meget højt til loftet. Vi har store vinduespartier, som er vendt mod legepladsen, hvilket giver et dejligt lys ind på stuerne.

      Børnehaven Guldbryllupsasylet er en stueopdelt børnehave. Vi er normeret til 60/66 børn fordelt på tre stuer i underetagen. Vi er i alt seks pædagoger, tre pædagogmedhjælpere, en køkkendame og en pædagogisk leder.

      På 1. sal har vi et fællesrum, som hver stue kan bruge en gang om ugen, og derudover har vores "klubbørn" (de kommende skolebørn) en hel dag i "klubben" på 1. sal.

      Vi har en stor, skøn og kuperet legeplads, som vi bruger meget i vores pædagogiske arbejde og gør attraktiv for børnene at være og lege på.

      Hver stue har en fast turdag, hvor de tager afsted enten hele stuen eller en mindre gruppe ud i det blå.

      Medarbejderne i huset er mangfoldige og bidrager til alsidige og spændende læreprocesser sammen med børnene. Der foregår hatteteater, æstetiske processer i form af at tegne og producere kreative kunstværker/produkter. Vi har sang og musik, bruger vores kroppe og har fordybelseslege i større eller mindre grupper.

      Stuerne holder samlinger, hvor der er fokus på fællesskab og tilhørsforhold til hinanden. Det sker ikke hver dag, men uanset hvad samler vi alle stuens børn hver dag lige inden vi skal spise frokost 10.30.

      Vi tilbyder morgenmad i børnehaven i tidsrummet 6.30-7.30, og vi har ansat en køkkendame, som laver varieret og spændende frokost til os (både varm og kold anretning). Børnene spiser medbragte eftermiddagsmadpakker klokken 14.00.

      Vores børnehave har mange faste traditioner. Vi har traditioner, hvor forældre deltager og hvor forældrerådet har en aktiv rolle – blandt andet sensommerfest, julefest og arbejdsdag. Derudover har vi bedsteforældredag, fejring af børnehavens fødselsdag og afslutning for vores "klubbørn" inden skolestart.

      Flag, guitar og børn på legepladsen – vi fejrer fødselsdag

      Frokost

      I Børnehaven Guldbryllupsasylet har forældrene (ved afstemning) valgt, at børnene skal have et forældrebetalt frokostmåltid, som bliver tilberedt i børnehaven. 

      Vi er vilde med mad uden kemi, og børnehaven har det økologiske spisemærke i guld. Det betyder, at maden vi serverer for børnene er 90-100 % økologisk.

      Find børnehaven på denne liste over økologiske spisesteder




      Du er som forælder med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om børnene skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

      Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

      Det gode fælles måltid skal i Frederiksbjerg Dagtilbud danne rammen om hygge, samvær og fællesskab, skabe madmod og maddannelse – og give barnet en forståelse for en god og sund madkultur. Det gode fælles måltid handler for os om god stemning ved bordet og omkring det fælles måltid og om et appetitligt fælles måltid med fokus på madmod og maddannelse. Læs mere i PDF'en herunder.

       

      Frokost fra køkkenet – frikadeller m.m.

      Eftermiddagsmad

      Børnene i Børnehaven Guldbryllupsasylet har madpakker og drikkedunk med til eftermiddagsmad. Vi opfordrer til, at madpakken er varieret og indeholder godt ”brændstof” til resten af dagen i børnehaven.

      Kost og sikkerhed

      I hele Frederiksbjerg Dagtilbud er vi naturligvis opmærksomme på sikkerhed i forbindelse med mad og måltider. Vi har formuleret en retningslinje for kost og sikkerhed i dagtilbuddet. Du kan læse retningslinjen i PDF'en herunder. 

      Frokost fra køkkenet – madpandekager og lækkert tilbehør

      Når dit barn starter hos os

      Når dit barn starter i Børnehaven Guldbryllupsasylet, er vores vigtigste opgave at sikre tryghed og tillid. Vores holdning er, at en god start er vigtig for både barnet og forældrene. Opstarten skal ses som vejledende, og vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov. Vi ønsker, at opstarten skaber grobund for et godt, respektfuldt og omsorgsfuldt samarbejde med barnet i fokus.

      Når barnet starter på en stue, har stuens medarbejdere udvalgt en medarbejder, der vil være den primære voksne ved opstarten og den første kontakt. Vi forsøger dog, i det små, at der kort tid efter opstart bliver etableret en god kontakt til de øvrige medarbejdere på stuen. I de første par uger i institutionen skal barnet lære sine nye omgivelser at kende, herunder de voksne og børnene på stuen samt den daglige rytme.

      Vi vil løbende gennem dialog og samtale med dig som forælder blive klogere på dit barn og hvordan barnets første tid skal forløbe. Når indkøringen er godt i gang, og det bliver tid til at barnet skal være i institutionen på egen hånd, vil den daglige dialog handle om barnets dag. Denne dialog vil veksle mellem informationer fra personalet og dialog om barnets to verdener – hjemmet og institutionen.

      Medarbejderne ved, at det kan være svært at aflevere sit barn – specielt hvis barnet er ked af det. Derfor er det vigtigt, at du som forælder signalerer, at det er helt i orden, at barnet skal være i institutionen. Barnet vil opleve tryghed, ro og nysgerrighed i mødet med andre mennesker. Barnet vil have lyst til at lære den nye tilværelse at kende.

      Vi ønsker et tæt samarbejde med dig som forælder og stræber efter åbenhed og gennemsigtighed i vores samarbejde om dit barn, så du altid ved, hvad vi er optagede af med hensyn til netop dit barn. Vi har en forventning til dig om, at du kommer til os, hvis du har noget på hjerte, så vi sammen kan blive klogere på, hvordan vi skaber de bedste betingelser for dit barn.

      Mere om samarbejde med forældre

      Under Fælles i dagtilbuddet > Samarbejde med forældre kan du læse meget mere om samarbejdet mellem vuggestue/børnehave og hjem. Du kan blandt andet læse om samtaler og møder, forældreråd, bestyrelse og forældretilfredshed.

      Samarbejde med forældre

      Du kan læse, hvordan vi arbejder med dit barns udvikling, trivsel, dannelse og læring i hele Frederiksbjerg Dagtilbud under Fælles i dagtilbuddet > Dit barns udvikling og trivsel.

      Dit barns udvikling og trivsel

       

      Sidst opdateret: 7. november 2023